www.hprforedrag.dk

main image
shadow shadow

Så morsomt at tårerne trillede

Af Hans Chr. Nielsen

BROVST: Et forederag på en time kan være uendeligt langt. Omvendt kan man være så opslugt af et foredrag på tre timer, at man bagefter har svært ved at fatte, at der virkelig er gået så lang tid.
Sådan var det, da Hans Peter Rasmussen, Aalborg, underholdt med sit one-man-show "De fire temperamenter" i Mølleparkcentret i Brovst. Mødet var arrangeret af Sammenslutningen af Førtidspensionister i Brovst Kommune.
De tre timer fløj afsted. Og det var tydeligt på de 43 tilhøreres skiftevis latter og alvorlige miner, at de genkendte både sig selv og deres omgangskreds i eksemplerne på forskellig tempera-mentsudfoldelse.
Hans Peter Rasmussen, 50 år, er tidligere lærer på Rudolf Steiner-skolen i Aalborg og nu freelance teatermand, pianist, forfatter og foredragsholder.
Som lærer har han brugt de forskellige temperamenter som værktøjer til at gøre børnene til bedre mennesker.
Der blev grinet, så tårerne trillede ned ad kinderne, da
Hans Peter Rasmussen demonstrerede, hvordan de enkelte temperamenter fungerer hver for sig, og hvor galt det kan gå, når de tørner sammen. Og der blev lyttet i dybeste stilhed, når de alvorlige sider af den menneskelige pyske blev demonstreret.
- Vi har hver især dele af de forskellige temperamenter, og det er vigtigt at finde frem til en fornuftig blanding, påpegede Hans Peter Rasmussen. I rendyrket form vil hver af de yderligtgående temperamenter være lig med sindssyge.
Og så gav han en række virkelige og fiktive eksempler på de fire temperamenter:
Kolerikeren, den udfarende, aktive, krævende, målrettede og dominerende, der nægter at spise kartoffelmos, fordi "jeg vil gerne have lov at tygge min mad selv".
Flegmatikeren, den rolige, ofte lidt lade "det går nok", altid i balance, der får paradentose, fordi han ikke bruger tænderne.
Melankolikeren, den indadvendte, bekymrede, omsorgsfulde og trofaste, der har løbet på skøjter tre gange: første, sidste og eneste, fordi det gør ondt på ankler-
ne, og det er der ikke noget at gøre ved.
Og sangvinikeren, den flagrende, lade og optimistiske, overfladiske med mange ideer, der har svært ved at holde sig til emnet, og for hvem den lige vej er 48 omkørsler.
Hans Peter Rasmussen, der også er uddannet pianist, sluttede med at give eksempler på, hvordan temperamenterne også slår igennem hos de store komponister. Som eksempel på den målrettede koleriker spillede
han Bach, Brahms lagde toner til melankolien, Chopin til flegmatikeren og Haydn til sangvinikeren.
En underholdende og tankevækkende aften med en stor entertainer, der har meget mere at byde på. Hans Peter Rasmussen holder foredrag over det ganske land og har vidt forskellige emner på sit repertoire: Puberteten, Kunsthistorie, Pædagogik, Musikhistorie, Teater, Mytologi og Middelalderlitteratur.

Provokerende peptalker

BØRN & UNGE:

Hans Peter Rasmussen sparkede ud til højre og venstre

Af Hans Christensen
hans.christensen@nordjyske.dk


FREDERIKSHAVN: Fremskridt kan være godt nok, men når jeg står ved kanten af en dyb afgrund, er jeg nu mest tilhænger af tilbageskridt...
Hans Peter Rasmussen tager sig til hovedet med den ene hånd og rykker i sit store fuldskæg med den anden.
Den 50-årige ålborgenser ligner resultatet af et sammenstød mellem en oprørsk christianit, den sidste overlevende fra Thy-lejren og Tvind-guruen Amdi Petersens rebelske tvillingebror.
Hans holdninger er omtrent lige så vildtvoksende som hans mørke fuldskæg, men som debattør og foredragsholder kan den farverige kunstner, pianist, skolelærer med mere fyre op under den sløveste forsamling og vende tingene på hovedet, så verden pludselig ses i et nyt lys.

Maskinstormer
En af Hans Peter Rasmussens yndlingsaversioner, er den bevidstløse falden på
halen for fremskridtet. Når vi i fremskridtets hellige og ukrænkelige navn med bind for øjnene kaster os i støvet i næsegrus beundring for computernes velsignelser, er det i virkeligheden et tilbageskridt.
- Hvem siger, at enhver opfindelse er et fremskridt? Havde vi kendt nutidens ulykkes- og dødsstatistikker, var bilen aldrig blevet tilladt. Eller hvad med armbrøsten, atombomben eller giftgassen? - Min holdning er, at computerne skal ud af skolerne. Ud. Det er der ingen politikere, der tør sige højt, for det er der ingen stemmer i, siger Hans Peter Rasmussen og henviser til USA,
hvor man har erkendt, at én computer pr. elev i sig selv ikke er noget fremskridt. Tværtimod.
- Børn der skriver på computer, bliver dårligere til at formulere sig. Pc'ens stave-
kontrol kan ikke erstatte håndskriftens betydning som personlighedens spejl. Men herhjemme er vi ti år bagefter og for øjeblikket i fuld gang med at begå de samme fejl.

For barnets egen skyld
Børn skal ikke gå i skole for erhvervslivets skyld.
- Om 20 år er det alligevel helt andre ting, man skal kunne for at begå sig i erhvervslivet. Alligevel forventer vi, at børnene arbejder i skolerne, og at de arbejder videre med lektierne, når de kommer hjem. De har slet ikke tid til at være børn, børn der klatrer i træer, bygger huler, bytter frimærker og hvad der nu ellers er naturligt for børn, siger Hans Peter Rasmussen. Der ikke er bekymret for, at børnene ikke lærer det de skal.
- Et normaltbegavet barn kan slet ikke undgå at lære at læse og skrive, når først motivationen er der. Børn udvikler sig ikke lineært. De lærer, når de er klar til det. Skolen skal tage udgangspunkt i det enkelte barns individuelle udvikling. Giver vi eleverne relevant undervisning, der rammer dem, er det intet
problem at fa dem til at høre efter. Men i stedet for respekt og kærlighed køber vi dem med computere og anden indholdsløs teknik.

Andet end hjerne
I vores jagt på små, effektive, velopdragne samfundsborgere fokuserer vi på intelligentkvotienter og målelige kundskaber, men hvad med den følelsesmæssige intelligens, evnen til kunstnerisk udfoldelse.
- Mennesket er andet end hjerne, og det viser sig jo, at børn udvikler sig som sociale væsener, når de laver skuespil eller lignede opgaver, hvor alles indsats er nødvendig. Orkester og kor for eksempel. Men ikke fodbold, tordner Hans Peter Rasmussen.
Forbilledet for miniputterne i den kommunalt støttede boldklub er nemlig Superligaanføreren, der åbent går ind og forsvarer svinske tacklinger - hvis de er nødvendige for at holde alle tre point i vores egen klub... - Hvad er det for idealer, vi lærer de unge? Det vidner om en katastrofal mangel på mænd og kvinder, der virkelig er værd at læne sig op ad.

Forkerte signaler

Enhver voksen er et forbillede for børnene. Derfor er det helt forkerte signaler, vi sender til børn og unge, når skoler og institutioner får lov at forfalde og kun er nødtørftigt rengjort.

- Hvorfor skal skoleelever ikke selv gøre rent? Alle andre steder er det den sviner, der også gør rent - i fritiden. Det er ikke underligt, at eleverne føler sig som hotelgæster og ikke kan tage skolen alvorligt. Når det flyder med nullermænd i dårligt vedligeholdte skolebygninger, er de voksnes signal til børnene, at det her tager vi ikke alvorligt. Hvorfor skulle børnene så gøre det, spørger Hans Peter Rasmussen

 

Skal ikke læses - men høres

Foredragsholderen Hans Peter Rasmussen fandt vej til et lille dansk forsamlingshus i Nordfrisland - hele vejen fra Aalborg. Her fortalte den uddannede pianist om sin store lidenskab, H.C. Andersen.

LANGHORN. Den opstyltede kancellistil og det højtravende skriftsprog blev med H.C. Andersen udsat for et frontalangreb. Han revolutionerede det danske skriftsprog så helt og aldeles, at flere andre forfattere fulgte efter. Den stille revolution bredte sig også til Tyskland, hvor kun eliten læste Heine og Goethe.

- Jeg mener, man kan sige, at der er en lige linje fra H.C. Andersen til den tyske forfatter Erich Kästner eller de tyske børnebogsforfattere Ottfried Preussler og Michael Ende. Da H.C. Andersen blev oversat til tysk, var der pludselig noget, de voksne i Tyskland kunne få børn til selv at læse. Og det skete som noget helt nyt også i arbejderkvarterer, sagde foredragsholderen og H.C. Andersen-kenderen Hans Peter Rasmussen, da han fredag aften gæstede Munkebøl Forsamlingshus i Langhorn i Nordfrisland.

Uddannet pianist

Sydslesvigsk Forening i Nørregøs indbød til en lille temaaften med Hans Peter Rasmussen, der er lærer på Rudolf Steiner Skolen i Aalborg. Han er uddannet pianist i Köln og har boet i Flensborg, hvor han underviste i musikskolen i Haus Sophiesminde og på lærerseminariet. Desuden har han været teaterinstruktør og igennem et langt liv beskæftiget sig med H.C. Andersen, ja faktisk helt fra barndommen. Hans Peter Rasmussen er født og opvokset i Odense. Selv i et H.C. Andersen-år, der snart er slut, kan H.C. Andersen ikke værdsættes højt nok, mener Hans Peter Rasmussen.

- Han revolutionerede det danske sprog, for han skrev som den første forfatter i et talesprog, som almindelige mennesker kunne forstå. Vi havde slet ikke haft det ligefremme danske sprog, hvis ikke det havde været for ham, sagde Hans Peter Rasmussen.

Spillede valse

I Munkebøl Forsamlingshus læste Hans Peter Rasmussen op fra H.C. Andersen med intonation, dramatik og understregninger i talen. Og så lod han sig overtale til at spille to små valse af Schubert og Brahms på forsamlingshusets klaver.

- Jens Andersen - forfatteren bag den store H.C. Andersen-biografi, der udkom sidste år - blev engang spurgt, hvor tit han læste H.C. Andersens eventyr. Han svarede: »Aldrig«. »Hvabehar?«. Svaret kom bag på intervieweren, hvorefter Jens Andersen tilføjede: »De skal ikke læses, de skal høres«. Jeg anbefaler også, at man læser dem højt, for så får de en helt anden værdi, sagde Hans Peter Rasmussen.

Højtlæsningen og improviseringen dyrkede H.C. Andersen selv til fulde, og havde det ikke været for det, var han næppe sluppet ud af fattigdommens dynd i Odense.

- Som 14-årig fattigdreng nærmest brasede han ind hos bogtrykker Iversen, en af Odenses mest betydningsfulde personer, og improviserede et digt. Bogtrykkeren syntes ikke lige, han havde tid til den slags, men Hans Christian insisterede og var uimponeret - han havde jo også brug for en anbefaling fra en betydningsfuld person til en anden betydningsfuld person. Uden disse anbefalinger kom man ingen vegne - og er det ikke sådan stadig væk? I København vandrede han også lige ind i dagligstuen hos den dansk-italienske syngemester og tenor Siboni, der sagde: »Jeg har ikke tid lige nu. Jeg har gæster«. »Jamen, det gør da ikke noget, de må meget gerne høre med!«. Og i selskabet sad også komponisten C.F.E. Weyse og fysikeren H.C. Ørsted. Hans Christian var bondeknolden, der aldrig gav op, sagde Hans Peter Rasmussen.

Farlige børn

Mens Hans Christian sjældent lod sig afskrække af stand og klasser, så anså han ethvert lille barn som en fare.

- Vi ved jo, at der ligger en drillepind i alle børn. Og H.C. Andersen var et let offer: Høj, ranglet og med et meget specielt udseende. Som barn var han selv den sære og underlige, som ingen gad lege med. Ligesom sin far havde Hans Christian også frustrationer, der kunne give ham nogle utrolige hidsiganfald. Han tabte ofte besindelsen så meget, at bagefter skammede sig han forfærdeligt over dem. Men som voksen blev han som regel altid tilgivet disse voldsomme udbrud.

Hans Chr. Davidsen

Fra Flensborg Avis 24. november 2005

 

horizontal bar
H. P. Rasmussen © 2007 Forside Om mig selvEmnerPressenHvor kommer jeg?KontaktTekster

Graphic Design by S. Rønnow